Den lille Havfrue

Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den deiligste Kornblomst, og saa klart, som det reneste Glas. Det er der saa uendelig dybt, og man kan komme temmelig langt ned, som man ved. Helst skal man have mange Kirkespirer oven paa hinanden for at naa fra Vandoverfladen og ned til Bunden. Nede paa Bundens boer Sdokongen og mangen anden med ham. Sdokongens Slot laa langt nede, hvor Vandet var dybest. Murene var af Koraller, og de lange, smaa Vinduer af det klareste Rav. Taget var dannet af Muslingeskaller, der aabnede og lukkede sig med Str0mmen, og det saae vidunderligt ud, thi paa hver Muslingelaa laa en perle, og enhver af dem var saa kostbar, at den var mere vaerd end alt, hvad Menneskene have som smukkeste Pynt.

Sdokongen havde seks d0ttre, alle deilige Havfruer, men den yngste var den deiligste af dem alle. Hendes Hud var saa klar og fin som et Rosenblad, hendes Ojne saa blaa som det dybeste Hav. Hele dagen legede de nede paa Slottet i de store Sale, hvor levende Blomster voxede fra Veggene. Naar man aabnede de store Ambravinduer, sv0mmede Fiskene ind, lige som hos os Smaafuglene flyve ind, naar vi aabne Vinduerne. Men Fiskene vovede sig mere frem, de stode sig paa Havfruernes Haender og lode sig klappe.

Da den lille Havfrue fyldte femten Aar, fik hun Lov at stige op til Havoverfladen. Da hun steg op, saae hun et smukt Skib, og paa Dasket stod en prægtig Prinds, som havde Fodselsdag. Hun betragtede ham med store Ojne, og da det blev m0rkt og Stormen br0d l0s, kuldsejlede Skibet. Prindsen sank i Vandet, og den lille Havfrue sv0mmede hen og reddede ham. Hun bar ham til Land og lagde ham paa Stranden ved et helligt Tempel. Hun holdt sig skjult bag nogle Sten, og da en ung Pige kom ud fra Templet, kravlede hun tilbage i Havet.

Hjemme i Sdokongens Slot fortalte hun sine S0stre om Prindsen. Hun laengtes efter at have en ud0delig Sjael som Menneskene, thi Havfruer leve i trehundrede Aar og blive saa til Skum paa Havet. Hun ops0gte Sdokongens Heks og byttede sin r0st for et Trylledrik, der skulde give hende menneskelige Ben. Heksen advarede hende: hvert Skridt skulde føles som at traede paa skaarpe Knive, og hvis Prindsen giftede sig med en anden, vilde hun d0 og blive til Skum paa Havet.

Hun drak Trylledrikken og vaklede til Slottet. Prindsen var betaget af hendes Ynde, men hun kunde ikke tale. Han behandlede hende venligt, men han elskede den Pige, som havde fundet ham paa Stranden. Prindsen kunngjorde sit Bryllup med en Prindsesse fra Nabolandet, og den lille Havfrues Hjerte brast. Om Natten kom hendes S0stre op af Vandet med en Dolk: hvis hun st0bte Prindsen, vilde hans Blod give hende Halen tilbage. Hun nægtede. Ved Daggry kastede hun sig i Havet. Men i Stedet for at d0 blev hun en Luftens Datter, en af de Aander, der gennem trehundrede Aars gode Gerninger kan tjene en ud0delig Sjael.